Mød Ketti

Home » Mød Ketti

 

Mød Ketti

VIDEO: KETTI i GOD MORGEN DANMARK

Mit navn er Ketti Bueno Ferrer.

Jeg er kvinden bag Havana på Amager, og Salsa Vida.

Salsa Vida blev grundlagt i Havana i 2000.
Salsa Vida opstod ud af rytmerne fra trommerne, lugten af brændt sukker, en slurk rom, svingende hofter og legende børn.
Ud af larm og bilos fra gamle amerikanerbiler.
Forfald og tiden der stod stille, ud af en nerve, solens brændende varme og orkanernes ødelæggende kraft.

Ud af et kærlighedsmøde, der krævende bød sin hånd, og hvor jeg uden videre overvejelse modtog invitationen.
Invitationen som skulle komme til at forandre mit liv.

På det tidspunkt, i den tropiske nat, ved lyden af et af Cubas store salsaorkestre, vidste jeg ikke, at det skulle blive så afgørende.
Troede bare, at Cuba ville danse med mig som så mange gange før.
Men dansen viste sig, at blive en dans som kom til at indbefatte hele mit liv.

Jeg var, som så mange gange før, rejst ud for at finde mit næste virke.
Min næste opgave som menneske – som kunstner.
Jeg havde i Danmark nået en korsvej, var et sted i mit liv, hvor historien blev én lang gentagelse.
Hvor alt fungerede på ydersiden, med masser af succes, men med få stunder af lyst, lethed og glæde. Jeg var blevet en skal, med et brusende hav indeni.

Den nat tænkte jeg over, hvad det var jeg var rejst fra.
Et job og virke som frontfigur og leder af Nordens største teaterskole.
En overtagelse af Rødkilde Højskole på Møn.
Forestilling efter forestilling på danske og europæiske scener og utallige timer i træningslokaler.
Jeg tænkte over, at jeg var rejst, fordi jeg ikke havde flere historier at fortælle.
Ikke mere at formidle, ikke flere forestillinger i mig, som jeg havde lyst til at fortolke og spille.
At jeg, da jeg stod i Kastrup, var færdig med et kapitel af mit liv og stod overfor et nyt.

Jeg havde forladt Danmark (som så mange gange før) for at rejse ud og finde min næste livsopgave, og jeg kunne mærke i maven min, at der var opstået noget.
En kilden, en lyst, noget liv, en nysgerrighed.
Et spørgsmål, måske et svar, da jeg første gang mødte salsaen.

Da jeg første gang mærkede salsaen i og på min krop, var da jeg gled ind i en favn, og lagde min hånd i en andens.
Hengav mig til musikken og samhørigheden.
Dér skete der noget, på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det skulle blive min næste livsopgave.
Kunne bare ”mærke”, at her var der liv.

I Cuba/Caribien fik jeg svar, også andre end dem jeg søgte.
Jeg genfandt min egen kvindelighed – som til dels var gået tabt i funktionen som kvindelig leder, i et kunstnerisk miljø med benhård konkurrence år efter år.
Mere og mere succes, men også mere og mere tomhed, hårdhed og væren på præmisser, der ikke var mine egne.
Jeg var blevet en succesfuld kvinde, med maskuline adfærdsmønstrer.

Der var ”et eller andet”, der fandt sin ro og harmoni.
Noget i mig, der slap, så jeg ”bare” blev menneske igen.
Kvinde igen.
Kunster igen.
Som gjorde, at jeg igen kunne hengive/overgive mig til livets gang.
Til nydelsen, til legen, til ”i morgen”.
Til min opgave som menneske og kunstner.

Jeg fandt rummeligheden til at stå med min ynde.
Mit sind. Mine følelser. Mit køn. Min kraft. I mit eget lys.
Jeg oplevede en plads. En lethed, en munterhed, en tilstedeværelse og en dybde.
En åndelighed, en tussegammel historie og levemåde.
En dans, en musik, en kultur, en kønsopfattelse.
Hvor en kvinde kunne være en kvinde og en mand en mand,.
Fyldt med saft, kraft, nydelse og fylde.
Noget jeg havde savnet på mine mere nordiske breddegrader.

Jeg oplevede, vidste det jo godt, men oplevede igen, hvor vigtigt det er, at vi som mennesker hviler i vores eget køn.
Og hvor vigtigt det er, at vi i alt hvad vi foretager os, har vores køn med os.
Ellers bliver vi ingenting.

At vi står med al vores værdighed, men også tør forbinde os.
Føle behov og handle på en samhørighed.
At et samfund bliver et meget fattigt samfund, hvis vi ikke mere magter at forbinde os.
Hvis vi ender med at kunne klare os selv helt alene. På alle livsområder.
At vi ikke oplever lykke, højdepunkter, tilfredshed og mening.
Fordi vi mangler salsaen = sovsen; Livets dans med os selv og hinanden.

På Cuba fandt jeg også kvaliteter fra mit barndomsland på Færøerne.
I cubanerne genkendte jeg kvinderne fra min mors slægt i klipperne.
I landet så langt mod nord.
Jeg oplevede mænd reagere som de færøske mænd. Disse mænd, der havde gjort så stort et indtryk på mig gennem min opvækst.
Med al deres styrke, blidhed og vildskab.

VIDEO: Pernille Melsted`s tale til bogudgivelsen af "En Kvindes Guide til at Nyde Livet".

 

Ketti er forfatter til bogen “En kvindes guide til at Nyde livet”.

_MG_4249

0
    0
    Din Kurv
    Din kurv er tomTilbage til Shoppen