Historien om Salsavida

Home » Historien om Salsavida

TOP_foto_Historien_omSV

 

 

Historien om Salsa Vida

Salsa Vida – MIT LIVS SOVS.

Salsa Vida betyder “livets sovs” – altså alt det, der giver livet krydderi.
Salsa handler om at slippe det, der forhindrer os i at leve livet fuldt ud og i stedet lukke glæden, respekten & kærligheden ind.

VIDEO: EN DEL AF MIT ARBEJDE HANDLER OM AT BYGGE BRO MELLEM DK OG LATINVERDEN, DET FOREGÅR BLA VED AT INVITERE TIL EVENTS I “HAVANA PÅ AMAGER”

OM SALSA VIDA – MIT LIVS SOVS:
eks2

Salsa Vida blev grundlagt i Havana i 2000.
Salsa Vida opstod ud af rytmerne fra trommerne, lugten af brændt sukker, en slurk rom, svingende hofter og legende børn.
Ud af larm og bilos fra gamle amerikanerbiler.
Forfald og tiden der stod stille, ud af en nerve, solens brændende varme og orkanernes ødelæggende kraft.

Ud af et kærlighedsmøde, der krævende bød sin hånd, og hvor jeg uden videre overvejelse modtog invitationen.
Invitationen som skulle komme til at forandre mit liv.

På det tidspunkt, i den tropiske nat, ved lyden af et af Cubas store salsaorkestre, vidste jeg ikke, at det skulle blive så afgørende.
Troede bare, at Cuba ville danse med mig som så mange gange før.
Men dansen viste sig, at blive en dans som kom til at indbefatte hele mit liv.

Jeg var, som så mange gange før, rejst ud for at finde mit næste virke.
Min næste opgave som menneske – som kunstner.
Jeg havde i Danmark nået en korsvej, var et sted i mit liv, hvor historien blev én lang gentagelse.
Hvor alt fungerede på ydersiden, med masser af succes, men med få stunder af lyst, lethed og glæde. Jeg var blevet en skal, med et brusende hav indeni.

Den nat tænkte jeg over, hvad det var jeg var rejst fra.
Et job og virke som frontfigur og leder af Nordens største teaterskole.
En overtagelse af Rødkilde Højskole på Møn.
Forestilling efter forestilling på danske og europæiske scener og utallige timer i træningslokaler.
Jeg tænkte over, at jeg var rejst, fordi jeg ikke havde flere historier at fortælle.
Ikke mere at formidle, ikke flere forestillinger i mig, som jeg havde lyst til at fortolke og spille.
At jeg, da jeg stod i Kastrup, var færdig med et kapitel af mit liv og stod overfor et nyt.

Jeg havde forladt Danmark (som så mange gange før) for at rejse ud og finde min næste livsopgave, og jeg kunne mærke i maven min, at der var opstået noget.
En kilden, en lyst, noget liv, en nysgerrighed.
Et spørgsmål, måske et svar, da jeg første gang mødte salsaen.

Da jeg første gang mærkede salsaen i og på min krop, var da jeg gled ind i en favn, og lagde min hånd i en andens.
Hengav mig til musikken og samhørigheden.
Dér skete der noget, på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det skulle blive min næste livsopgave.
Kunne bare ”mærke”, at her var der liv.

I Cuba/Caribien fik jeg svar, også andre end dem jeg søgte.
Jeg genfandt min egen kvindelighed – som til dels var gået tabt i funktionen som kvindelig leder, i et kunstnerisk miljø med benhård konkurrence år efter år.
Mere og mere succes, men også mere og mere tomhed, hårdhed og væren på præmisser, der ikke var mine egne.
Jeg var blevet en succesfuld kvinde, med maskuline adfærdsmønstrer.

Der var ”et eller andet”, der fandt sin ro og harmoni.
Noget i mig, der slap, så jeg ”bare” blev menneske igen.
Kvinde igen.
Kunster igen.
Som gjorde, at jeg igen kunne hengive/overgive mig til livets gang.
Til nydelsen, til legen, til ”i morgen”.
Til min opgave som menneske og kunstner.

Jeg fandt rummeligheden til at stå med min ynde.
Mit sind. Mine følelser. Mit køn. Min kraft. I mit eget lys.
Jeg oplevede en plads. En lethed, en munterhed, en tilstedeværelse og en dybde.
En åndelighed, en tussegammel historie og levemåde.
En dans, en musik, en kultur, en kønsopfattelse.
Hvor en kvinde kunne være en kvinde og en mand en mand,.
Fyldt med saft, kraft, nydelse og fylde.
Noget jeg havde savnet på mine mere nordiske breddegrader.

Jeg oplevede, vidste det jo godt, men oplevede igen, hvor vigtigt det er, at vi som mennesker hviler i vores eget køn.
Og hvor vigtigt det er, at vi i alt hvad vi foretager os, har vores køn med os.
Ellers bliver vi ingenting.

At vi står med al vores værdighed, men også tør forbinde os.
Føle behov og handle på en samhørighed.
At et samfund bliver et meget fattigt samfund, hvis vi ikke mere magter at forbinde os.
Hvis vi ender med at kunne klare os selv helt alene. På alle livsområder.
At vi ikke oplever lykke, højdepunkter, tilfredshed og mening.
Fordi vi mangler salsaen = sovsen; Livets dans med os selv og hinanden.

På Cuba fandt jeg også kvaliteter fra mit barndomsland på Færøerne.
I cubanerne genkendte jeg kvinderne fra min mors slægt i klipperne.
I landet så langt mod nord.
Jeg oplevede mænd reagere som de færøske mænd. Disse mænd, der havde gjort så stort et indtryk på mig gennem min opvækst.
Med al deres styrke, blidhed og vildskab.

KettiStrand
Nu er jeg her, Salsa Vida er for længst vokset til en bæredygtigt forretning.
I dagligdagen har jeg en salsaskole, som ”udklækker Salsa-lovers”.
Jeg sovser virksomheder og arbejdspladser til, med salsa og sovs.
Laver workshops i “Kvindelighed, saft & kraft”, og individuelle træningsforløb i personlig og faglig udvikling.
Jeg træner, forsker og udvikler brobygningen mellem ”det derude og det herhjemme”.
Jeg står midt i historien.

Medierne spørger mig ”hvad er det lige, der sker, og hvorfor sker det?”.
Jeg arbejder med svar og finder nye spørgsmål.
Jeg føler, at jeg har fat ”i noget”.
Jeg danser min dans, bruger musikken og forsøger at forstå, at sætte ord på.
Jeg afprøver metoder.
Og alle de åbne og modige mennesker jeg møder, hjælper mig til at blive klogere.
Jeg har fat i noget.
Jeg forsøger at følge med, tiden føles knap og dog så intens.
Jeg arbejder, lever og er!

Jeg er jo et produkt fra ”scenens verden”, trænet og formet som kunstner, gennem et langt liv.
At være kunstner er mit væsen.
Det er, hvad jeg er, ligesom jeg er mit navn; Ketti Bueno Ferrer.

Da Salsa Vida kom til verden, fik jeg også en mulighed for at ”træde ned fra scenen og ud af træningslokalet”.
Være i øjenkontakt, med mit publikum. Med de mennesker jeg skulle træne, forme, berøre og formidle til.
Det var dybt dybt angstprovokerende, fordi scenens afgrænsede rum forsvandt – så jeg bare stod dér.
Barberet ind til benet og sjælen.
Men det var også en mulighed.
En kontakt, en dialog, en sårbarhed og en styrke.

Når jeg nu står i nye træningslokaler, på arbejdspladser,
I selskabslokaler, i private hjem, i parker og på stræder, i studier og i baggårde, så kan jeg mærke taknemmeligheden over mine mange års uddannelse og træning. Over alle de mennesker, der har formet mig til den jeg er i dag.
De første år famlede jeg, og havde den opfattelse at jeg skulle lave mig om.
Passe ind, file en hæl og hugge en tå, at jeg skulle lære et nyt sprog.
Nu ved jeg, at jeg skal være mig.
Stå dér som kunstner og bruge de metoder, som jeg er trænet i – og som virker.

Jeg har lært, at der ikke er den store forskel på os som mennesker, uanset hvor vi er født eller kommer fra.
Det hele er dannelse, viden, træning, dialog, lyst, vilje og åbenhed.
En dansker indeholder et touch af latino.
Og en latino kan forbinde sig med en viking.
Vi er mennesker.
Mænd og kvinder.
Unge og gamle.
Tykke og tynde.
Stivsindede og bevægelige.

Jeg føler mig dybt privilegeret over, at jeg har et virke, hvor man kan mødes på tværs af kulturer, religioner, livsomstændigheder, alder og køn.
Jeg kan skabe rammerne og komme med et indhold.
En livsindsigt, der gør, at en hånd bliver rakt ud, og at der er én der modtager den.
Øjne der mødes, smil der deles, varme der breder sig, lyst der pibler.
Kroppe der bliver tilgængelige.
Mennesker der træder i karakter.
Ord der må ud.
Grænser der må flyttes.
Grænser der må flyttes, så der gives plads til rummeligheden.
Jeg føler mig sårbar og stærk ved at være en del af denne proces – ved at gøre mit.

Dag efter dag, aften efter aften, til tider nat efter nat, trykker jeg på ”start”.
Musikken fylder rummet, vi lirker brystkassen /hjertet åbent.
Vi får hofterne/vores køn, med stakke af visitkort, til at flyve gennem lokalet.
Hænderne begynder at kommunikere og skabe tilgængelighed.
Halsen rejser sig, så udsynet opstår.
Fødderne holder takten.
Kroppen er i gang og sindet renser sig.
Benzin bliver fyldt på og livet kan leves.

Den daglige kunst er så at holde fast i basen.
I den enkelthed, der startede det hele.
I troen.
I at være uden for meget “facade”.
I ikke at lade sig forføre til at gøre mere, end nødvendigt.
Ikke at lade sig forføre af ”glimmer og glitter”.
Bare lade salsaen være, og vokse i det tempo, som den har.
I ikke at lade “det ydre” vokse, uden at indholdet kan følge med, for så opstår tomheden.
Dagligt øver jeg mig derfor i, bare at stå her, med mine basale trin, de enkelte ord, gentagelserne og fordybelsen.

Vi skal forstå, at med salsaen skal der ikke jages og skubbes, for det her er livet.
Det er så enkelt som at trække vejret, og dog så svært.
For kunne man ikke også trække vejret på syv andre måder, og med lidt glimmer og glitter?

Jeg skal dagligt styre min egen “erhvervsskade” med at gå ud over kanten hver gang.
For hvis jeg som scenekunstner ikke fortalte min historie fra scenen på en helt anden måde, og med endnu mere udstyr, så kunne det jo være, at folk udvandrede fra publikumsrækkerne.

Jeg skal styre min erhvervsskade, så vi ikke ender med at jage produktet; at dygtiggøre os til perfektion, uden at vi er vokset nok til at klare opgaven.

Jeg lærer hver gang, jeg danser en lille enkelt salsa, med få virkemidler, at her opstår der plads til at være.
Til at trække vejret helt enkelt og bare hengive sig til livet og nydelsen.
Der er ikke større nydelse for mig, end at se mennesker folde sig ud i et udtryk.
I et udtryk, der rummer ro, harmoni, nydelse, glæde, følelser og teknik.
Se mennesker der overgiver sig til musikken, og lader sig føre sig ind i en verden, der er større end os mennesker – et magisk rum.

Så når jeg mærker presset om mere og mere, større og større, bedre og bedre, mere og mere glimmer og glitter, så tvinger jeg mine hæle dybt ned i gulvet.
Trækker vejret.
Lægger en hånd på min mave.
Mærker mit center og min puls.
Og husker hvordan det var sidst, da jeg stod på toppen af en rejse. Klogere, men lidt tabt på vejen.

Denne gang skal jeg gøre det rigtigt, så alt følges ad.
Det kræver alt mit mod til at modstå glimmerens forførelse.
Her kommer mine livserfaringer, og alt det jeg har lært, mig til gode.
Jeg skal huske at sige ”ro på, lad os være lige her. Indtil det vi skal hér, er klar til at komme med os til næste trin”.

Til tider kigger jeg mig omkring.
Og vrider mig over al den uro og ballade, der hvirvler rundt.
Men så husker jeg mig selv på, at der ved en fødsel også er smerte.
Og der kommer jo i de fleste tilfælde en skøn ny begyndelse ud af det.

Så jeg er bare lige her.
Danser min salsa.
Rækker min hånd ud.
Lægger min hånd i en andens.
Tænker mine tanker og forsøger at sætte ord på, som måske allerede er anderledes i morgen.
Jeg lever, udvikler, lærer og er!

Jeg er Ketti Bueno Ferrer, og mit virke og firma hedder Salsa Vida – Livets Sovs.
389621_382209598497480_100001253285201_1168686_1086786393_n